
Råmateriale
Naturligt moræneler. Materialet opgraves som overjord fra danske råstofgrave.
Leralliancen er et udviklingsprojekt om anvendelsen af stampede lerjordsblokke
Lavt CO2-aftryk og lavt energiforbrug – uden brænding eller brug af kemikalier
Lokal tilgængelighed og høj grad af cirkularitet – kan formes, genbruges og tilbageføres til jorden efter brug
Naturligt brandhæmmende materiale
Gode fugtregulerende og termiske egenskaber

Naturligt moræneler. Materialet opgraves som overjord fra danske råstofgrave.

Lerjorden blandes og afstemmes til den rette fugtighed.

Blandingen komprimeres i en form under højt tryk – uden brænding.

Blokken pakkes på palle til tørring, klar til levering og montage.
Sortimentet består i dag af tre præfabrikerede lerjordsblokke, udviklet efter danske murmål. Formaterne er tilpasset til at kunne transporteres på paller og håndteres med mindre værksteds- og montagekraner.
Halvblok til tilpasning og forbandt.
Standardblok til vægopbygning.
Storblok til hurtig montage med kran.
Få støtte til at anvende stampede
lerjordsblokke i byggeprojekter
Leralliancen inviterer bygherrer og rådgivere til at bygge med stampede lerjordsblokke. Open Call'et støtter nye byggeprojekter i at afprøve stampet lerjord i praksis. Gennem forløbet tilbydes projekterne byggefaglig sparring og teknisk dokumentation.
Download ansøgningsskema – ansøgningsfrist 15. december 2026
Med støtte fra




Det Grønne Fælleshus er et parallelt projekt til Leralliancen udført for Kirkbi Property. Det er Danmarks første byggeri opført med præfabrikerede stampede lerjordsblokke. Blokkene er opmuret med lermørtel og anvendt sammen med ubrændte lersten. Sammen danner de en gennemgående, indvendig væg centralt i huset, som strækker sig gennem både stueetagen og førstesalen. Huset er delvist uopvarmet, og lerjordsvæggen samt de øvrige naturlige materialer bidrager til en passiv regulering af indeklimaet i samspil med naturlig ventilation.
Det Grønne Fælleshus, Travbyen, Billund, 2026 Bygherre: Kirkbi Property Arkitekt: Reværk Ingeniør: Artelia Udførende: JORTON, Kirkegaard Byggeri Leverandør: én jord



Lerhuset er et parallelt projekt til Leralliancen udført for Kirkbi Property. Det er et forsøgsbyggeri, hvor flere lermaterialer afprøves. Her anvendes præfabrikerede stampede lerjordsblokke som brandadskillende lejlighedsskel mellem boliger. Projektet har givet erfaringer med stampet lerjord som massiv, brandadskillende vægkonstruktion i boligbyggeri og samtidig vist vejen for håndtering og montage af forskellige blokgeometrier, som alle kan løftes på plads med et klemmeåg.
Lerhuset, Travbyen, Billund, 2026 – under opførelse Bygherre: Kirkbi Property Arkitekt: Reværk Ingeniør: Artelia Udførende: JORTON, Kirkegaard Byggeri Leverandør: én jord
Leralliancen er et udviklingssamarbejde, der arbejder for at gøre stampet lerjord til et dokumenteret og anvendeligt byggemateriale i Danmark. Producenter, rådgivere, entreprenører samt viden- og testinstitutioner samarbejder om at udvikle og dokumentere materialet, blandt andet inden for produktion, styrke, brand, fugt, projektering og udførelse. Gennem konkrete byggeprojekter og test- og dokumentationsforløb omsættes erfaringerne til viden, vejledninger og løsninger, der kan anvendes i moderne byggeri.
Stampet lerjord er naturligt moræneler, der komprimeres lag for lag til et tæt og massivt byggemateriale. Leralliancen arbejder med præfabrikerede stampede lerjordsblokke, der produceres under kontrollerede forhold og i robuste formater, som er udviklet til at indgå i en moderne byggetakt.
Stampede lerjordsblokke er afprøvet i demonstrationsprojekter, hvor de blandt andet er anvendt til indvendige vægge, rumadskillelser og lejlighedsskel. Leralliancens videre arbejde handler om at udvide dette anvendelsesgrundlag. Der er fortsat anvendelser, hvor der mangler tilstrækkelig dokumentation, herunder bærende konstruktioner og udvendige anvendelser.
Der findes allerede omfattende viden om og erfaring med ler som byggemateriale, men anvendelsen af stampet lerjord er fortsat relativt ny i moderne dansk byggeri. Der er derfor behov for at omsætte den eksisterende viden til mere dokumentation og erfaring fra konkrete byggeprojekter. Leralliancen arbejder med at dokumentere materialet og udvikle løsninger, der kan indgå i almindelig projektering, udbud og byggepraksis – med det mål at gøre anvendelsen mere enkel, forudsigelig og skalerbar.
Som med alle byggematerialer handler det om at kende materialets egenskaber og projektere efter dem. Der findes omfattende viden om ler som byggemateriale, men der er fortsat behov for at udbrede erfaringerne med stampet lerjord i moderne dansk byggeri og dokumentere dem i praksis. Leralliancen arbejder derfor systematisk med test, dokumentation og konkrete byggeprojekter for at gøre anvendelsen mere robust og forudsigelig.
Stampet lerjord er følsomt over for direkte og vedvarende vandpåvirkning og skal derfor beskyttes mod fx opstigende vand og slagregn. Samtidig har ler en naturlig evne til at optage og afgive fugt, hvilket gør materialet interessant som fugtbuffer i indeklimaet. Leralliancen arbejder både med at dokumentere materialets fugtegenskaber og med at gøre blokkene mere robuste, så de kan indgå i almindelig byggepraksis.
Ler har i århundreder været anvendt som byggemateriale og er kendt for sine naturlige fugtregulerende og termiske egenskaber. Stampet lerjord kan optage og afgive fugt og bidrage til et stabilt og behageligt indeklima. Leralliancen arbejder videre med at dokumentere og udbrede denne viden gennem konkrete byggerier og målinger i praksis.
Stampede lerjordsblokke er et ubrændt materiale og har derfor gode muligheder for at indgå i cirkulære materialekredsløb. Ler kan genaktiveres ved opfugtning og kan efter nedbrydning i princippet formes og komprimeres på ny.